Tid til fest

Jeg har flere forskellige vinkler til dette indlæg men kan ikke bestemme mig, så nu får I sgu bare det hele.

De bedste babysittere

I går var manden og jeg til festival. En én-dags én af slagsen. Jer der bor på Amager var det nok også. Det var fedt, det var godt, det var højt, der var øl og dans, søde mennesker og sol. Vi havde fået nogle bedster til at komme forbi til aftensmad og Krabbe-putning, så vi kunne komme afsted og få lidt rock n´roll-tid til os selv. På et tidspunkt, hvor jeg sad på min jakke med solbriller i håret og en øl i hånden, kom jeg i tanke om, at jeg slet ikke havde tænkt på Krabbe. Jeg havde bare været dér. Tilstede og nydt det. Og så slog det mig, at det da bare er superdejligt, at vi har nogle babysittere som vi stoler på kan klare det. Det bør alle altså have.

Snob i virkeligheden

Midt i menneske-massen, 20 meter fra den scenekant som Rammstein spyede ild ud fra, endte jeg med at stå ved siden af en mand i et lyst sommerligt jakkesæt og en lille hat. Han var åbenbart helt vild med Rammstein og havde senest være i Malmö for at se dem. Det var så syret at se denne lidt lave mand i det lyse tøj med et lille fikst overskæg midt i myldret af sortklædte, storrygende, højtråbende unge, men det absolut sjoveste ved ham var, at han talte præcis lige som Snobberne fra Rytteriet. Det er rigtigt, det gjorde han. I virkeligheden. Men han var rigtig sød og rar - og ikke en snob.

90´erne

Da jeg gik på efterskole i ´97 var Red Warszawa ret store, om ikke andet så i efterskole-kredse. Sidenhen har jeg fundet ud af, at dette band er opstået på DTU hvor min mand har læst. Derfor kender han dem også ret godt. Pludselig stod forsangeren Lækre Jens der ved siden af osog manden hilste på ham. Det var startskuddet til en masse fjol og olferter mellem de to herrer (tsk tsk tsk). Det var sjovt og det var dumt. Midt i flammehavet fra scenen som var så sindsygt varmt, hviskede manden til mig, at det var dejligt at se mig grine og danse igen. Årrhh, han er sgu sød. Ja, det er han.