En evighed

Jeg gik og planlagde, at jeg skulle skrive et sportkommentatorindlæg. Altså et indlæg hvor det er mig som er inde i kommentatoren. For blev alligevel ret fascineret af Tour De France i dag. A. Schlecks kamp mod bjerg, Contador, tid. Det var en spændende tur op ad mount T. (Ja, har opgivet at stave det, og er for doven til at slå det op) Men pludselig stod jeg midt i min egen maraton. Er du sindsyg der er lang kø hos vagtlægen når barnet hyler og bløder. "Indtast personnummer for at lette arbejdsgangen" Jeg endte med bare at råbe "arjmen jeg kan ikke HUSKE DET!!"

Krabbe var faldet. Et stille og roligt faldt, som var resulteret i, at han havde hugget sine to små søde tænder i undermunden op i den bare, tandløse overmund. Puuhh.... Er slet slet ikke hærdet på det der baby-blodsområde endnu.

Nå. Men der er ikke sket noget vildt. Han stoppede med at skrige inden jeg fik fortalt vagtlægen hans cpr-nr, og nu har han en stor blodansamling uden på den ikke-tand som ligger i overgummen. Og det er det. han er glad og skal snart sove. Og SÅ skal jeg undersøgehans mund, så jeg kan sove i tryg forvisning om, at der virkelig ikke ER sket noget.

Måske skulle jeg stryge 'er god til pressede situationer' fra CV´et. Eller hvert fald tilføje 'Bare ikke babyblod'