Jeg sagde det jo!

Ja, det gjorde jeg altså. Sidst vi var i IKEA.

- Hmm, skulle vi købe nogle af de der runde dutter, som kan sættes på bordhjørner? Hvor er de henne.. hmm.. Der er ikke flere. Nå. Næste gang.

Har vi været i IKEA siden? Nå, det kunne du godt gætte.

Kan du så gætte hvad der skete i dag da Krabbe, sløv af pencillin og mellemørebetændelse, lige så stille og roligt kravlede ned fra sofaen.

Ja. Hans små gummi-ben knækkede sammen. Han satte sig på numsen. Som jo plejer at være en god redning fra et hvert fald, og knaldede panden LIGE IND I HJØRNET PÅ SOFABORDET!

Og så blødte det. Og jeg svedte. Og han skreg. Og der er en læge i vores opgang, så mig ud og hente en stofble, smække den på (ej, lægge den lige så stille på den lille pande, som nu var smurt ind i blod fordi barnet jo skulle rører der hvor det gjorde ondt) og ned af trapperne. Halvvejs nede stoppede han med at hyle. Nå okay. Gik op igen. Prøvede at få lidt ilt til hjernen. Ud og kigge på hullet. Det blødte. Stadig. Som et lille kildespring. Nåmmen så ringede jeg til vores egen læge. Som lukker tidligt om mandagen. Pis. Måtte ringe op to gange for at fange det nummer, hende sekretæren sagde på telefonsvareren.

Vi fik heldigvis lov til at komme over (de bor på den anden side af gaden. Ja, det er et rigtigt lægekvarter, det her).

All in all. Krabbe fik en lille strip på hullet. Han hylede i mens. Og jeg svedte.

Puh, kan altså godt være at jeg nok snart lige slækker lidt på princippet om at fysisk lærdom er godt. Altså har jo hele tiden haft den holdning, at Krabbes verden ikke skulle pakkes ind i vat fordi han så ikke lærte hvad der var svært og hvad der gør ondt. Meeeen , synes nu nok at det er ved at tage overhånd med knubsene.