Et indlæg hos Maren om hvor kampmeget de alle sammen ælser Anemone, fik mig til at tænke på noget.
For et stykke tid siden gik jeg til bekendelse over for min mand. Jeg fortalte ham, at når han skælder Krabbe ud, som sidder og laver et eller andet ulovligt som at smadre sin mælkefyldte kop ned i bordet, kan jeg finde på at blinke til ham. Til Krabbe altså. Altså ikke når det er noget alvorligt og opdragende han får af vide. Det med koppen er måske en dårligt eksempel; Når Krabbe laver noget han ikke må, men som ikke er helt vildt alvorligt og som han på en dårlig dag bare ville få lov til.
Når jeg blinker til Krabbe, blinker han til mig. Så sidder vi der og fniser, mens far ikke opdager noget. hihihihi.
Jeg gør det, fordi jeg elsker, når han griner. As simple as that. Jeg vil have Krabsen til at smile og grine. Og nej, jeg pleaser ham ikke, og giver ham lov til alt - din okkinok. Men nogle gange orker jeg ikke at være den opdragende forælder - eller hedder det vejledende?- så vil jeg bare være fis og ballade-moren.
Nå, men Manden kunne ikke helt forstå det sjove i den historie. Syntes nok mest af alt at jeg var vildt dum. Og underminerende. Det er jeg nok også. Men Krabbe har bare de bedste og frækkeste smil. Arh -den lille gavtyv!
2 kommentarer:
Ha ha ha ha. Hold kæft hvor ville jeg smadre Smukke Allan hvis han blinkede til ungerne når jeg stod og gav dem en skider. Men jeg ville nok godt selv kunne finde på at gøre det samme. Nu jeg tænker over det, har vi en del ting, vi godt må gøre, når Allan ikke er hjemme, men som vi alle ved er strengt forbudt i det øjeblik han kommer hjem. Æææhm. Dobbeltmoral? Endda ud over det hele.
Ja, det var nok mest den samme smadre-tanken Manden havde i tankerne, da jeg fortalte den lille søde anekdote. Dobbeltregler er godt! Dobbelt så godt, fakkertisk!
Send en kommentar