Jeg har en rygrad som havregrød. Og nu taler jeg ikke fysisk. (selvom det godt kan føles sådan, ind i mellem)
Krabbe har lært hvor der er i-s.
Og de smager godt.
Og når han står og hiver i fryser-lågen, og griner og siger "iiiiii....." skal han bare håbe på, at der er mig som kommer ud i køkkenet. For det der smil, og det der grin, og det, at han kan sige iiiiiii, når han vil have is. Ajmn, det kan jeg ikke stå for. Heller ikke selvom det er fem minutter i "frikadellerne og sovsen er færdig, og vi skal spiiiiiiisee...
Heldigvis bor Manden her også.
0 kommentarer:
Send en kommentar