Ahhh...

Forresten så virker konsekvens.Altså det der med at sige nej. Til Krabbe, that is.

Nå. Det vidste du godt??...

Men det er altså blevet ret lettere at sige nej her. Krabsen forstår, at Nej er nej. Ikke et måske-nej, men bare et nej. Niet. Niks.

Og nu er der som regel kun skrige-hysteri-anfald i et minuts tid bagefter, hvor det før tog flere minutter at falde ned - plus lidt banken hoved ned i gulv.

Hvis det går rigtig godt, kan vi nøjes med lidt surmuleri og optræk til hysteri - som så kan afledes. Det er fantastisk.

Og når nu vi er ved fantastisk; Ved du hvad der ellers er fantastiskt? At have fri. Sammen med barnet. Altså det er også lidt hårdt, ikk?

For der er jo ikke så meget tid til lur og bog, især ikke når en kaffevogn eksploderer neden for vores vinduer..., men jeg har lissom opdaget, eller genopdaget, at det der drengebarn, som vi har sat i verden, er sindssygt smuk. Og dejlig. Og sjov. Og nysgerrig og klog. Og han åbner munden, når han koncentrerer sig. Og hvem hulan har lært ham at give krammere? Og hans

mellemblonde øjenvipper skinner på oversiden. Det kan man se, når han kigger ned. Og de røde pletter på kinden SKULLE bare have noget creme, så forsvandt de.

Han kan også kaste med sand. Og han hører vildt godt og genkender en sirene, før jeg hører den.

Han kan sige Ikke den vej - Den vej. Og Kom lige. Og V´gerne op. Og Apå´ mish. Og det betyder jo Pas på Smilla - Som er mormor og morfars hund.

For saddan han er dejlig!