Og det meste af tiden legede den store sødt med Krabbe. Eller viste ham i hvert fald ting. Og sørgede for at han også fik en riskiks.
Men så, men jeg sad med benene oppe og sludrede i køkkenet mens mørbrad-gryden blev til hørte jeg:
"Mor jeg gider altså ikke lege med Krabbe mere" (Han sagde jo så bare hans rigtige navn)
Der var ikke nogen årsag; han havde bare ikke
lyst mere.
Da også helt okay, at han bare lige gerne ville noget andet end at lege med min lille lækkerbidsken, men .. av.
AV!
"DU skal LEGE med mIN SØDE DRENG NU!!!!" havde jeg lyst til at brøle af den søde, store dreng.
Pludselig så jeg for mig hvordan det bliver, når han rykker i børner, og kan have venner som også er uvenner ind i mellem.... puhh.. av.
Nå. Men heldigvis fandt Krabbe en stor gravko, og legede med den i 1 times tid, mens de to andre sad i sandkassen. Og mens jeg rendte fra køkkenet hele tiden - frme og tilbage - for at han også havde nogle at lege med, samtidigt med at jeg også lige kunne være lidt voksen-agtig.
Jeg glæder mig til Lillebror bliver så stor, at Krabbe altid har en evig beundrer og én at lege med. .. og slås med. Og blive sur på. *suk*
3 kommentarer:
Det kunne jo også afstedkomme, at Krabbe lærer at lege selv, selvom der er andre til stede. :-)
Det er rigtigt - Og det kan han faktsik også godt. Var nu mere fordi de to brødre satdig legede sammen, - Nu bare uden Krabbe..
Ah. Ja, jeg kender pinen. Mine børn er pga. diagnoser meget svære at lege med, fordi de ikke er ret gode til at lege. Og hvis de har nogen på besøg, har de det med ikke at gide at lege med det besøgende barn efter tyve minutter, og det er også noget værre rod.
Send en kommentar