Vi er her stadig. Det er sgu bare - helt ærligt - ved at være ret hårdt at være gravid og passe sit liv samtidigt.
Vi er gået i gang med at lede efter et hus. Der er en masse ting, som er faldet i hak sådan, at vi rent faktisk kan købe et hus nu.
Derfor går al min internet tid om aftenen med at se på huse, vurderer om tapetet er sat grimt op, eller om det skjuler en vandskade, og hvad ligger der egentlig i nærheden - Bor der børn - Skal vi lige en tur på Google Earth, så vi rigtig kan snuse rundt.
Og nu er det, at Manden er blevet forelsket. I et bofællesskab.
Man har sit eget rækkehus, og det kan sagtens fås i den størrelse, som vi vil have.
Det ligger i en afstand til København, som vi også sagtens kan leve med, samtidigt med at vi kommer på landet med alt hvad de byder på derude af stilhed, ingen studenter-lastbiler, fulde folk på vej hjem fra fodboldkamp og alle de andre godtfolk som jo findes i en by.
Og som jeg vel på en måde holder af, men som jeg på den anden side er pissetræt af, skal diktere hvordan min dag skal blive - alt efter hvordan natten har været og hvordan jeg har sovet.
(Årh, skribler godt nok bare derud af, hva!?)
Nå men alle de ting, som man kalder byens puls og alt det der jazz.. det er fedt og sejt og dejligt fuldt af muligheder, men der er også en downside.
Og efter et par år på Jagtvej med al dens trafik og i fjerdesal højde, savner jeg noget græs, noget ro og noget hverdag.
DErfor:
landet virker sgu da meget tiltalende. Især når nu der rent faktisk ikke er længere end 20 minutter i bil før man er i kbh igen.
Ude på det der landet ligger jo så det der bofællesskab, som jeg kom fra.
Der er så uendeligt mange gode ting ved sådan noget. Vi får vores eget hus med vores egne lille have. Vi får naboer med børn som er på alder med vores børn. Vi får naboer som har alle mulige spændende uddannelser og som faktisk er meget lige som os. Du ved, forholdvis unge og fra København - men vil gerne bare ud.
Der er legeplads, fællesspisning, syhold og køkkenhave. Helt på det niveau, som man selv har lyst til. Ingen tvang.
Men hvorfor er det så, at jeg ikke klapper i mine små fede, vandfyldte, hænder?
Fordi det forpligter.
Vi køber jo ikke bare et hus på en vej, og krydser fingre for, at der er børn som passer sammen med Krabbe og Skrubbe. Vi køber en del af et fællesskab. Og hvad nu hvis de andre er nogle idioter?
Eller sådan nogle mega-hippier, som bare vil være sociale heeeeeele tiden og som ikke fatter, at man godt bare vil være sig selv ind i mellem.
Og når man så dropper fællesspisning i en hel uge, (Det er 2-3 gange om ugen) så bliver de lidt sure, eller tror i hvert fald at man er syg..
Ajmn, gider jeg det? Kan jeg vurderer på forhånd, ved at møde dem en gang eller to, om de er sådan nogle typer? Og er jeg egentlig sådan én, som kan fylde 50 år i et bofællesskab?
så ind i bilen med kurven.