Der var jo det der høje blodtryk. Og så var det jo, at min jordmoder havde sagt, at hvis jeg fik ondt i hovedet eller på anden måde havde ændringer i min generelle tilstand, som det hedder på læge´sk, skulle jeg ringe til fødegangen.
Det havde jeg allerede fra morgenstunden tirsdag den 26.07.11. Ondt i hovedet, that is.
Men jeg tænkte, at det kunne jo være, at jeg bare havde ligget dårligt, og jeg var ret træt.. så jeg besluttede, at jeg lige ville se tiden an. Krabbe var jo hjemme, Manden på job i en død-travl
periode og man vil jo så nødigt være en belastning for sundhedssystemet. Især hvis det bare var en fis i en hornlygte.
Krabbe og jeg hyggede og sov middagslur, men efter luren var trykket i hovedet stadig ikke forsvundet og midt på eftermiddagen, skrev jeg til Manden, at han skulle gøre sig klar til at komme hjem, fordi vi eventuelt skulle til en undersøgelse på hospitalet.
Jeg ringede til fødegangen og fik den, undskyld mit grove sprog om andre mennesker her, dummeste ko i røret.
Jeg åbnede med at sige, at jeg ringede, fordi jeg havde præeklampsi,
og at der nu var en ændring. Jeg havde haft ondt i hovedet hele dagen og det ville ikke gå væk.
"Nå. Er du læge?" svarede hun.
Det er jeg jo ikke, så det sagde jeg.
"Men jeg har jo snakket med min jordmoder om, at det er det jeg har. Altså med højt blodtryk, vand i kroppen og det..." sagde jeg. Med "vil jo så nødigt være besværlig og en byrde"-stemmen på.
Det fik nu ikke damen til at slappe af.
Jeg sagde, at min jordmoder, havde sagt, at jeg skulle undersøges hvis der var noget, og at det
ville jeg gerne. Udover det tilføjede jeg, at Skrubbe måske ikke havde bevæget sig i samme grad, som han plejer i løbet af dagen.
"Så du vil også gerne have kigget på ham?"
"Ja, det vil jeg gerne"
"Det er faktisk i virkeligheden derfor du ringer, ikk?"
"Øhhhh. (HVAD??) Nej. Jeg tænkte bare, at det måske også var en slags symptom"
"Nåmmen, det er det ikke. Slet ikke", svarede hun, hvorefter hun fik mine oplysninger og gav os en tid til undersøgelse om aftenen. Ikke at det føltes som om, at det huede hende.
Hvad fanden er det for en holdning og mistænkeliggørelse at lægge for dagen! Helt ærligt. Du godeste, hvor er jeg vred over, at hun i den grad gav mig skyldfølelse over at ringe. Og hvor er jeg også vred over, at jeg fandt mig i det! Så: Sure kælling, som tog telefonen på Rigshospitalets Fødegang tirsdag eftermiddag; Jeg håber, at du vil ændre din attitude og huske, at det er ok, at andre mennesker også kan bruge latin, og at det ikke er ALLE som er ude på at snyde dig. Også selvom de bor på Nørrebro. So.
Piuhh, skal lige have lidt luft.
Farfar og Bedste kom til aftensmad og putning af Krabbe, og vi smuttede over på Riget.
Jeg regnede med, at vi ville være hjemme igen inden for en time til halvanden. Men nej. Mit blodtryk VAR nu for højt, og der skulle tages blodprøve for svangerskabsforgiftning - Som hedder eklampsi.
Der blev også konfereret med en læge som hedder Jacob, og han syntes, at når nu jeg alligevel var så langt i min graviditet, og at der kun var 2 cm livmoderhals og en åbning på 2 cm, kunne vi lige så godt tage vandet og få sat fødslen i gang. Generne var graviditetsbetingede, og ved at slutte den, ville de nok forsvinde.
"Hvordan har I det med det?" (At tyvstarte fødslen, 2 dage før termin)
"Jamen, det har vi det vel fint nok med", svarede vi.
"Jeg spørger bare, fordi der er nogle som er af den holdning, at det skal være så naturligt som muligt. Dem møder man faktisk flere af her i København end andre steder i landet", forklarede han.
Vandet blev taget, og alt så fint ud. Vi fik lov til at tage hjem, for at hente kamera og såen. Og for lige at advare svigerforældrene om, at de altså skulle blive hængende lidt endnu...
klokken 23.30 skulle vi være tilbage, fordi der så var et vagtskifte og en frisk jordmoder til os.
Og søde Katrine var frisk, kompetent og hyggelig. Og så kendte hun min jordmoder, og delte gerne af sine erfaringer med familie med to børn. Hendes egne er der 2,5 år i mellem.
Jeg havde på dette tidspunkt ingen veer, og fik derfor ve-drop efter diverse blodtryksundersøgelser, klyx og andet sjaw.
Jeg var vældig kæk og syntes egentlig stadig, at det hele var ret syret.
Altså jeg havde jo bare lige skulle have en undersøgelse, og nu var lillebror pludselig på vej. Noget andet som var mega-underligt ved starten af Skrubbes fødsel var, at jeg jo bare kunne gå ned at trapperne og over i bilen. Altså gå. Almindeligt. ikke noget med at humpe afsted og holde ve-pauser. Næhh, vi sad og snakkede stille og roligt i bilen, og jeg var ligeglad med diverse man-holes i vejen.
På dette tidspunkt var svaret på blodprøven for eklampsi kommet, og der var ikke noget.
Men mit blodtryk var steget yderligere, og Katrine så lidt bekymret ud og sagde ting som, at en epidural havde den bivirkning, at den var blodtrykssænkende. Men det skulle lægen afgøre.
Heldigvis faldt trykket lidt igen, og rygmarvsudfordringen rykkede tilbage.
Men styring skulle der på, så jeg fik drop i hånden, eletroder på maven og senere fik Skrubbe også en elektrode i hovedbunden, for at vi kunne holde øje med ham.
Jeg var lidt bekymret for, om det ville blive mega-trælleren at have drop i hånden; altså det gjorde jo ret nas at få det lagt, og jeg kunne snildt forestille mig, at jeg ville komme til at rykke i det, midt i en ve fra helvede. Stille og roligt vænnede jeg mig dog til det, og det var ikke noget større problem.
Klokken 2.30 var jeg i aktiv fødsel, og havde ret ondt. Vi prøvede forskellige cirkustricks af som yogabold, sækkestol, vandren rundt, så meget som diverse ledninger tillod, og ligge på knæ, hænge over briksen og så videre, men til sidst kunne hesten ikke mere, og bad om lattergas.
Det fik jeg sidst, og det ville jeg gerne igen.
I starten af min barsel, havde jeg besøg af de søde damer i Krabbes mødregruppe, og de havde givet råd om vejrtrækning, rytme og rituelle handlinger.
Gasmasken blev min. Jeg sugede, pustede, råbte, brægede og brølede i den maske, imens jeg pressede den ind over min mund.
Det betaler jeg så for nu, med et ret ømt næseben og nogle ømme ansigtsmuskler, som der nok blev presset lidt for hårdt på. Især til sidst, hvor hun lige gav vedroppet et ekstra skru, for at give veerne det sidste spark over i presseveer.
Samtidigt "rodede" hun lidt rundt, når hun tjekkede var åben jeg var. For det var jeg tæt på at flå hendes hoved af. Jeg tiggede og var vred og alt muligt for, at hun da for fanden lige skulle give mig en chance. Men nej. Katrine var hård. Der skulle være fremskridt i fødslen. Og det er jeg jo glad for nu.
Presseveerne kom 06.10 og seks minutter efter var han ude. Ret sejt, ikk? Især når nu vi ovenikøbet holdt pause midtvejs med gisperi til fordel for mit underliv. (2 sting er intet mod sidst...)
Skrubben er født 39+6. Han er 53 cm og vejede 3486 gram. Han er en lillebitte smule tynd, men det får mine to kanonkugler, som netop er vokset ud af ammebh str 80 H, nok snart rettet op på.
Han sover fint, spiser og spiser og spiser, og er ved at være god til at fylde en ble. Og så er han så sød. Og lille.
Lige der, på den der vraltetur i lettere sovende tilstand, med ondt i hofterne fordi jeg efterhånden er blevet TUNG, kan jeg godt tænke: Arj. måske også lige lidt dum idé - det med to små børn. På éen gang. Samtidigt. 
hullet, og ligger til den rigtige side og alt det der jazz, som jeg efterhånden har fået ud af min jordemoder. 
