tirsdag den 27. november 2012

Langt rodet indlæg om rettten til børn

Lige som 2/3 af landet, så jeg også Adoptionens Pris i går aftes. Den sidste tredjedel så noget med noget økonomi, banker og Lene Espersen. Kunne jeg se på Twitter.

Selvom jeg var dødtræt, kunne jeg slet ikke sove bagefter. Og det var ikke kun fordi jeg næsten havde vækket drengene ved at ae og kysse dem, i mens de sov.
Jeg havde også, lige som mange mange andre - især kvinder - på blogs og på Facebook, ondt inde i over den sorg, som lille Masho møder verden med. Og den sorg som på en eller anden måde ikke bliver forstået. Eller modtaget. Eller..ja jeg ved ikke hvad.
For det er jo ikke fordi jeg tror, at hendes adoptiv-forældre er onde. De er veluddannede mennesker som med deres psykoterapeutiske uddannelser, må have en vis indsigt i mennesker. Og de har en alder som gør, at jeg formoder, at de kan træffe ordentlige, uselviske beslutninger. Og jeg tro ikke på, at nogle mennesker er onde - Der findes kun onde omstændigheder.

Jeg tror, at de virkelig ønskede sig de børn. Og jeg kan huske første gang, jeg så den dokumentar. Altså der er jo lavet en film om dem før. Som handler om at få sine ønskebørn. Og om den smerte, som biologiske forældre føler, når de giver deres børn fra sig. Og det fuldstændige betingelsesløse kærlighedskys de giver dem, ved at påtage sige en smerte, for at måske give dem et bedre liv. Husk at de biologiske forældre troede, at de snart skulle dø.

Da jeg så filmen i går, sad jeg tilbage med en følelse af, at de forældre slet ikke var i kontakt med deres egne følelser. For hvordan kunne de ellers møde den lille pige med de store bange øjne med sådan en kulde, bare fordi hun sad og havde nogle tics (eller hvad fanden det nu var hun gjorde..)
Men nu har jeg lige genset interviewet med adoptiv-forældrene(det er at finde på go.tv2.dk). Og selvom de ikke rigtigt får mulighed for at forklare, fordi det hele skal presses ind i et 3 minutter slot, så får man fornemmelsen af, at de også er i sorg. Og at de har kæmpe og prøvet alt. Men at de ikke har haft indsigt nok. Og at der ingen støtte har været.

Så nu er jeg lidt i tvivl. Er jeg stadig vred på adoptiv-forældrene? Fordi de svigtede deres udvidede ansvar. Jeg vred på den potentielle menneskehandel med børn som slet ikke er forældreløse, ved jeg - Men hvad gør vi?
For så ender vi jo i en debat om man har RET til at få børn. Eller om de mon ikke mest er en velsignelse som kommer med de udfordringer, de nu gør. Og adoptivforældrene skulle jo også beskytte lillebror. Fra en kaotisk familie.

Det er svært. For jeg forstår godt den idealistiske holdning til adoption: Vi har så meget kærlighed at give nogle børn, og der findes så mange børn derude, som lever nogle alt for hårde børne-liv i voksenomstændigheder.
Men hvad så nu? Hvad gør vi? Holdningen til tvangsfjernelser herhjemme hælder mere og mer ei retning mod, at man i så lang tid som muligt hjælper barnet hjemme i sin familie. man betragter barnet som del af en helhed. En helhed som er gået i stykker, men dog en helhed.

Skal adoptioner fremover være et samarbejde mellem bio-forældre og adop-forældre. En udvidet familie. Hvor børnenes juridsike forældre er adop-forældrene, men hvor der er væsentligt mere direkte kontakt til bio-forældrene? Kan man det? Jeg har ikke psykologisk indsigt nok til at svare.

Mest af alt håber jeg, at Masho nu er ved at have oparbejdet en tro på, at hun også har en berettigelse her i verden. At der er nogle som elsker hende. At også hun er et dejligt barn. Og at hendes forældre nu kan være hendes forældre, i stedet for hendes behandlere, som de selv siger.



4 kommentarer:

  1. Måske, sådan på det allermest idealistiske plan, skulle vi have en verden hvor der ikke var nogen der følte det var nødvendigt at give deres børn fra sig. Hvor der var mad og tid,og kærlighed nok til alle. Og der hvor forældrene døde, eller var syge, så var der en moster eller nogle bedsteforældre eller et vennepar som have plads.

    Jeg så ikke programmet i går, for jeg kan ikke bære den slags når jeg går her med Lille Nye inde i maven. Men jeg tænker at det også er en sorg når man som adoptivforældre ikke ender med det barn og det rosenrøde liv man måske havde forestillet sig. Nej, det ændrer ikke en skid på at de nok bare stadig skulle elske det barn betingelsesløst og kunne rumme det - men man bliver ikke supermennsker af at være adoptivforældre, og jeg tænker nogle gange at deres problemer måske bliver opdaget for sent, fordi omverdenen tænker at deres drøm jo er gået i opfyldelse, og at de er blevet blåstemplet som egnede, ressourcestærke forældre, som ikke behøver hjælp. Måske.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg var også meget i tvivl om jeg kunne holde til at se det. men jeg valgte at se det, fordi jeg kender min egen nysgerrighed nok til efterhånden at vide, at jeg ville fortryde bagefter. Men hvis jeg var gravid og grådlabil ville jeg nok have droppet det til fordel for noget mere... indholdstomt. Men du har helt ret i, at adoptivforældre ikke bliver super-forældre. De bliver forældre. Med alt det som det indebærer. Men vi som samfund øsnker nok at se dem som super-forældre. Fordi nu skal de da lige redde de stakkels små afrika-børn. Men det er da i grunden ret meget at bede om... God pointe, Kone:)

      Slet
  2. Kloge ord.
    Jeg var en af dem der slet ikke så fjernsyn igår, og det er jeg glad for nu. Det lyder så uendeligt trist. Så synd når børn bliver fanget og ulykkelige i adoption (eller hvadsomhelst).

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja uhh, se dig - Du har et liv!

      Ej. Spøg til side. Det ER så uendeligt trist. Og det værste er, at filmen efter sigende er et billede på en tendens. stakkels alle de stakkels mennesker. Som i virkeligheden bare vil fylde livet med kærlighed men som kommer så slemt til skade

      Slet

1-2-3 nu! Så er det NU! Skriv - Jeg elsker det!